Anna Bjerger

UTSIKT 1, UTSIKT 2, UTSIKT 3

Torvestræde 2

Anna Bjergers triptykon er malet i blændede vinduesåbninger,
som hun har valgt at bruge til at vise tre udsigter.
De tre malerier baserer sig på anonyme fotografier
og fanger hver sit flygtige øjeblik af livet, som
det passerer forbi i det udsnit, som er vinduets ramme.
Hvem, hvor og hvornår er for længst forsvundet.
Tilbage står i stedet nogle spor eller tilstedeværelser i
landskabet, som er almengyldige for menneskelivet,
hvor de små skikkelser viser en række skæbner og
livsforløb fyldt med møder, planer, tabte øjeblikke,
forventninger og håb. Tiden i billederne markeres af
figurernes bevægelse gennem landskaberne og af de
skygger, der flytter sig hen over pladserne.

I det første maleri fra venstre er hovedparten af motivet
badet i sol. Syv personer befolker pladsen. To af
dem parvis. Nederst skridter en ensom, mørkklædt
mand i retning af beskueren, mens to kvinder står
afventende hver for sig på den solbeskinnede plads.

I det næste maleri færdes tre små figurer i et landskab,
som er opdelt af en skygge fra en bro, og nogle
mindre, hvide (trafik)markeringer. Den nærmeste
skikkelse er en mand, som er fanget i tid i det øjeblik,
hvor han på sin vej over pladsen, er havnet midt på
den store, lodrette skygge på jorden. Den anden, en
kvinde, står på en af de fjernere hvide streger, mens
den tredje skikkelse blot er en lille hvid plet i billedets
øverste kant.

I det sidste maleri kaster en stor katedral en blånende
skygge på en plads med nyudsprungne forårstræer.
Billedet er befolket af fire skikkelser, hvor de
to nærmeste ses i en omfavnelse, to andre er på vej
væk, og de sidste to i værkets øverste kant blot er
markeret med nogle streger.

Anna Bjerger fortæller om sine overvejelser:

Da bygningen ligger på en bakke, tænkte jeg, at det
ville være interessant at arbejde ud fra et fugleperspektiv
i mit motivvalg. De forsænkede udsigter ud
over ukendte, urbane pladser kan på afstand aflæses
som abstrakte farvefelter, men når beskueren
nærmer sig falder motivet på plads. De farvede
områders skiftende valør og skyggerne indikerer
en bevægelse i tid. Når jeg installerer mine værker,
synes jeg, det er interessant at tænke på beskuerens
bevægelse. (oversat fra svensk)