Ferdinand Ahm Krag

SKYGGEFOD

Kirkestræde 4R

Ferdinand Ahm Krag tager i sit værk udgangspunkt i
den trekantede gavl og har skabt en klassisk, geometrisk
figur, Sierpinski-trekanten, som indramning
af en Skyggefodfigur, der er et motiv hentet fra et
dansk kalkmaleri i Råby Kirke ved Randers.

Motivet er sandsynligvis inspireret af bogen ”Mandevilles
Rejser”, som blev oversat til dansk i slutningen
af 1400-tallet og bl.a. beretter om et etbenet
fabelvæsen, Skyggefoden eller Sciapoden, der havde
hjemme i Østen.

I de to danske kalkmalerier herhjemme, hvor Skyggefoden
optræder, bruges den til at illustrere en af
de syv dødssynder, utugt, i en frivol fremstilling
med højpotente genitalier. Ferdinand Ahm Krags
skildring er tro mod originalen i Råby Kirke og han
har malet en ung, melankolsk udseende Skyggefod
iklædt Middelalder-mode med halvlang kappe med
vide ærmer og bred, åbentstående revers. På hovedet
bærer den en flad baret, som er bundet under
hagen. Sit højre ben holder den op i vejret, så den
kolossale fod med de brede tæer fungerer som parasol.
Den har rigeligt med krøllet hår på benet og på
brystet, og dens hovedhår er langt og ildrødt.

Ferdinand Ahm Krag har tilpasset sin Sierpinski-trekant
til Skyggefod-motivet og afviger en smule fra
figurens grundprincip, som er en trekant delt i fire,
nye trekanter med den midterste vendt 180 grader,
og en systematisk gentagelse af firedelingen i stadig
nye, mindre trekanter.

Motivets to dele fremhæver hinanden og understreger
både middelaldervæsnets groteske, løssluppenhed
og Sierpinski-trekantens stringente systematik
og enkle skønhed.

Ved at plukke et motiv fra middelalder-menneskets
forestillingsverden og anbringe det midt i den nye
folkelighed i det offentlige rum giver Ferdinand
Ahm Krag Skyggefoden nyt liv med mulighed for
nye sted- og tidstypiske fortolkninger - og et etbenet
spring videre frem i historien.