Fie Norsker

TOTEM

Gasværksvej 1

Fie Norskers totemfigur består af fem dele på en monokrom
baggrund.

En totemfigur læses nedefra, og Fie Norskers figurer er
i denne rækkefølge en skåret oval med en portalformet
runding i bunden og vingeformede markeringer. Herover
ligger en klovnemaske med nedadvendte mundvie
og øjne, som trykkes af vægten af de øvrige figurer. Over
denne kommer en grå maske med to par øjne, to næser,
en spiralformet mund og rynker eller bevægelsesstreger,
som giver et rystet, uroligt udtryk. Herover ligger
en portal med syv koncentriske buer. Den øverste maske
er blå og har facon som en åben krukke med ugleansigt,
stirrende øjne og bananformet mund. Denne maske har
også rynker eller bevægelsesstreger, hvilket giver den et
mindre statisk, uroligt udtryk.

Det tilsyneladende naive motiv balancerer mellem grotesk
humor, tristesse og mere dystre toner i et modsætningsfyldt
univers, som er typisk for Fie Norsker. Som
udgangspunkt giver de bløde jordfarver og pasteller i
kombination med den lyserøde grundfarve motivet et
optimistisk udtryk, men ved et nærmere eftersyn skildrer
de lidt banale farver og den naive streg nogle arketypiske
figurer i en lidt skrøbelig opstilling.

Jeg tager udgangspunkt i totempælens form og udtryk
men benytter også andre figurer og former end dyr. Portalen
er en vigtig genganger for mig, da den i mit univers
repræsenterer vejen fra et sted til et andet, den er en
åbning. Derudover er de tre karakterer med henholdsvis
glad mund, sur mund og overrasket mund også en
vigtig og flittig genganger i min værkproduktion. Fra teatrets
verden har vi det klassiske billede af en glad og sur
maske. Jeg har tilføjet den overraskede karakter, da jeg
mener, der er noget ind imellem glad og sur, noget ind
imellem sort og hvid. Jeg har derfor kreeret min egen totem,
som refererer til åndelighed, riter/ritualer og skaber
derved min egen fortælling om totempælen.

Kunsthistorisk bygger Fie Norskers værk bl.a. på Primitivismen
i det 20. århundrede, hvor Picasso, Henri Matisse
og de danske Cobra-kunstnere m.fl. blev inspireret
af masker og kunst fra ikke-vestlige kulturer. Totemfigurens
magiske og spirituelle symbolik også optog kunstnere
som Niki de Saint Phalle og Henry Heerup.