Husk Mit Navn

UDEN TITEL

Holbæk Bibliotek / Bysøstræde

HuskMitNavn gik lidt anderledes til opgaven i sit
værk til Holbæk Art i 2014, end da han tre år tidligere
lavede facadekunst til et andet bibliotek, nemlig
kulturhuset ”Biblioteket” i Københavns Nordvest-
kvarter, som blev udsmykket med sort/hvide
kæmpetegninger af lånere i forskellige situationer.

Fælles for de to opgaver er HuskMitNavns ønske om
at lave et motiv, der tydeligt henviser til bygningens
funktion:

Udover at lyse op på parkeringspladsen fungerer
vægmaleriet også som en slags vejviser: her ligger
biblioteket. Det er signalkraftigt og fyldt med energi.
Det skal heller ikke være detaljeret men mere
simpelt, for så fungerer det bedre, når folk hurtigt
skal aflæse det i farten.

HuskMitNavns maleri er med sin tydelige signalværdi
en slags piktogram, som repræsenterer bygningens
funktion med en letaflæselig illustration.
Værket har samtidig HuskMitNavns let genkendelige,
dynamiske streg, som forener den humoristiske
tegneseriestil med graffitiens karikerede, forenklede
linjer.

Tre sorte streger på muren giver bevægelse til det
stramt udførte naivistiske motiv af en langnæset figur
på en flyvende bog - med mulige referencer til
Aladdins flyvende tæppe i “Tusind og en nat” og Pinocchio-
figuren. HuskMitNavn peger selv på, at figuren
er en pige og fortæller, at den lange næse er
tilføjet af hensyn til værkets komposition.

Skyggevirkninger bag og under motivet løfter værket
ud i byrummet, ligesom to hvide refleksioner i figurens
lange hår bidrager til en dybdevirkning.

Selv i forbifarten fra en bilrude kan man nå at aflæse
det positive bogbudskab, og tættere på bliver det
tydeligt, at figuren ikke kun ligger på alle fire for at
holde balancen men måske også holder lidt igen på
den side, som er i færd med at åbne.