Per Mølgaard

THE HEART HAS GOT TO OPEN
IN A FUNDAMENTAL WAY

Nygade 5, Bysøplads

Værkets titel er hentet fra sangen ”Democracy” på Leonard
Cohens album ”Future” fra 1992.

Typisk for Per Mølgaards motivverden udtrykker det et koncentrat
af en mental oplevelse eller en sindstilstand, som her er menneskets
fundamentale længsel efter kærlighed og medmenneskelighed.

Per Mølgaards Holbæk Art-frise er hans første arbejde i det offentlige
rum, hvilket gav anledning til nogle overvejelser:

Mine arbejder er i en del år kommet fra det hjemlige univers både
motiv- og indholdsmæssigt, og de handler om følelser, sindstilstande
og stemninger i koncentreret form. Men under arbejdet
med frisen i Holbæk kom indholdet til at række ud over den mere
private sfære og ud af hjemmet. Den henvender sig direkte til
mennesker derude. Det er min intention, at billedet handler om
medmenneskelighed og kærlighed. At størst er kærligheden. Vi
rækker ud efter hinanden og forsøger at nå hinanden. Vi har
mere end nogensinde brug for at åbne vores hjerter.

Centralt i værket er to skikkelser, der er skildret i en sart og let ekspressiv
’blyantstegning’, på bagrund af et landskabsmotiv med et
dybdeskabende, lineært perspektiv med lav horisontlinje og skrå
linjer, som samles i et fjernt, lysende forsvindingspunkt.

Langs vejen sitrer lyset som små roterende sole fra gadelamperne
og spreder sig herfra i en regn af farvesplinter i et ellers tomt og
øde landskab - malet i knækkede, dæmpede farver typiske for Per
Mølgaards foretrukne farvepalette.

Maleriet har et følsomt, melankolsk udtryk, hvor de to androgyne
skikkelsers længsel understreges af deres følsomme kæmpehænder
og de lange fremstrakte, slyngede arme. De to skikkelser står
ikke i landskabet men svæver over eller uden på det, hvilket understreges
af deres transparente kroppe og af det faktum, at de
delvist bryder maleriets øvre ramme, så et hoved og en hånd stikker
udenfor.

Værkets to motiver – figurerne og landskabet – knyttes sammen
med de to skikkelsers blikretning, som er landskabets lysende forsvindingspunkt
- der kunne tolkes som et håb eller en forventning
om en kommende forløsning og en varmere, kærlighedsfyldt verden.