Misheck Masamvu

THE FRUIT OF LIFE

Holbæk Sygehus, Smedelundsgade 60

Værket til Holbæk Art er malet i et anfald af kreativ
inspiration i løbet af en enkelt nat, mens Misheck Masamvu
var indkvarteret på Kunsthøjskolen i Holbæk
under Images festivalen.

Misheck Masamvu oplyser om baggrunden for værket,
at det tematiserer værdien af et menneskeliv, og
at titlen, ”The Fruit of Life”, skal forstås ironisk med
henvisning til den frugt i form af døde mennesker,
som hænger fra træet i værket. Misheck Masamvus
polemiske spørgsmål til beskueren er, om overbefolkningen
er en slags forurening, og om vi regner et
afrikansk menneskeliv for lige så værdifuldt som et
europæisk.

Værket er en vild og fortættet farveeksplosion fyldt
med pletter, ekspressive penselstrøg og løbende maling
iblandet genkendelige former som bl.a. menneskeomrids
i forskellige stadier af opløsning - samlet i
ét stort dynamisk, vibrerende hele.

En liggende figur med blottede ribben under det
store træ i værkets venstre side træder tydeligt frem
af den brogede flade og kunne være en reference til
Adam i Paradisets Have. Her gengivet en i obskur
version, hvor menneskets forfader iflg. kristen tradition,
ligner et lig, og træet over ham er fyldt med
døde mennesker. Stigen i værkets højre side kunne
under samme synsvinkel være Himmelstigen eller vejen
ud og væk fra det tilsyneladende selvnedbrydende
menneskemylder i værkets midterste, centrale del,
hvorfra der strømmer stille sorg, trodsighed, smerte,
spørgsmål og skrig.

Misheck Masamvus optimisme og håb for fremtiden
bor måske i værkets klare, glade farver, som han
bruger til at skildre en gruopvækkende menneskedestruktion
på en overbefolket klode.

Misheck Masamvus værk var oprindelig en
del af Images 16 og blev overdraget til Holbæk
Art efter eventens afslutning.